fredag den 4. april 2014

Skriverådet på min gravsten


Det bedste råd til forfattere og forfatterspirer. Forfatter - hvordan?
(Foto: Piotr Ciuchta)
Jeg blev engang spurgt, hvilket skriveråd jeg ville give videre, hvis jeg kun måtte give ét eneste.

Det måtte jeg tænke lidt over, for kan jeg sådan opsummere alle mine erfaringer fra 14 års skønlitterært skriveri, 13-14 års samarbejde med andre forfattere (erfarne og uerfarne), 13-14 års råd og redigeringer fra en meget garvet kollega og fra mine egne 12-13 år som redaktør, litterær rådgiver og skrivelærer?

Spørgeren masede på og ville vist gerne lægge mig i munden, at det vigtigste for en forfatter er at være sig selv. Jeg måtte vifte den ivrige spørger af for et øjeblik og give mig selv lidt mere tænkefred.
For vist er det vigtigt at være sig selv – og det modsatte: at imitere og puste sig op – ja, det bliver hult og uvedkommende at læse.

Men at sige, at det eneste vigtige for en forfatter er at være sig selv? Nej. Noget i mig vægrede sig voldsomt ved det.
Problemet er, at denne fremfor-alt-vær-dig-selv-business kan blive en sovepude, som får dit forfatterskab til at slumre ind i døden af lutter gamle vaner, mangel på fleksibilitet og rent ud sagt: bekvemmelighed.

Skal jeg give ét eneste skriveråd, så må det være:
Tag dit skriveri alvorligt.

Og til det hører at kunne lære, at kunne tage imod kritik (men ikke ukritisk – andre forfattere eller skrivelærere er ikke guder! – tænk selv, sortér, brug det, du kan). Men frem for alt betyder dét at tage sit skriveri alvorligt, at man arbejder, skriver og skriver, år efter år og i lange stræk – og ikke skriver forbeholdent, ikke kun med et hjørne af sig selv, men med alt det bedste, man indeholder.

Jeg oplevede engang en forfatterspire, som helst kun ville være humoristisk – “for ikke at blotte for meget af mig selv”, som han sagde, og tilføjede, at han “i øvrigt heller ikke ville bruge for megen tid på skriveriet”. Al respekt for det – men en forfatterkarriere ligger ikke forude, når man har den tilgang.

Tag dit skriveri alvorligt.

Derfra kan du komme videre til at være dig selv som forfatter.

Og til den del – forløbet i det at blive sig selv – kan hånd- og inspirationsbøger som min Spark i din forfatterrøv være en hjælp på vejen.
Men respekten for skriveriet skal være der, viljen og lysten til at gøre alvor af det. Ellers kan du lige så godt læse en brugsanvisning til en tørretumbler.

Spark i din forfatterrøv. 15 øvelser, der får dig til at skrive + Bonus: Forfatterspirens 7 Dødssynder. Af Ane-Marie Kjeldberg
(Læs den kun, hvis du virkelig ønsker at skrive. Den får dig ikke til det, hvis du egentlig ikke vil.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar